Kronisk tarmbetændelse dækker over sygdommene Morbus Crohn og colitis ulcerosa.
Colitis ulcerosa er blødende tyktarmsbetændelse, d.v.s. en betændelse eller nærmere en inflammation, hvor kan ikke kan påvises bakterier, virus eller parasitter. Betændelsen sidder oftest i endetarmen, men kan sprede sig til hele tyktarmen.
Årsagen er ukendt. Der er enighed om, at der er et vist arveligt moment. Men der er dog kun cirka 10 % af patienterne, der har andre tilfælde i den nære familie. Der er således også ydre faktorer, som man ikke kender, som er med til at sygdommen opstår. Sygdommen hører ind under gruppen af autoimmunesygdomme, hvor kroppen af en eller anden grund reagerer mod sit eget væv. Hos patienter med colitis ulcerosa viser det sig i tyktarmen som en blødende slimhinde. Colitis ulcerosa smitter ikke.
Der er nogenlunde lige mange kvinder og mænd, der har sygdommen, og sygdommen bryder typisk ud ved 20-35-årsalderen, men kan optræde senere i alderdommen.
De typiske symptomer er blodige diarréer. Hvis sygdommen ikke behandles, kan der opstå feber, mavesmerter og vægttab. Der er milde sygdomsforløb, men også tilfælde, der veksler mellem lettere og mere alvorlige forløb.
Diagnosen stilles ved undersøgelse af tyktarmens slimhinde ved hjælp af en kikkertundersøgelse af tyktarmen ved en sigmoideoskopi eller koloskopi. I forbindelse hermed tages der små vævsprøver fra slimhinden.
Behandlingen går ud på dels at dæmpe inflammationen, når sygdommen er i udbrud, dels at nedsætte risikoen for udbrud, når sygdommen er i ro.
Behandlingen af colitis ulcerosa er en specialistopgave. Behandlingen er afhængig af, hvor udbredt sygdommen er. Behandlingen er i langt de fleste tilfælde medicinsk. I mange tilfælde kan man nøjes med indhældninger i en periode. Den hurtigste og mest effektive behandling er binyrebarkhormon, men da denne behandling har en del bivirkninger, tilstræbes en kortvarig kur.
Alle patienter med colitis ulcerosa bør være i forebyggende behandling med 5-aminosalicylsyre for dermed at mindske risikoen for opblussen og hindre risikoen for at få tyktarmskræft.
Hvis man ikke kan komme igennem med medicinsk behandling, kan operation være nødvendig for at redde personens liv. Ved operationen fjernes hele tyktarmen, og der anlægges en kunstig tarmåbning – en såkaldt ileostomi – på højre side af maven.
På et senere tidspunkt kan der eventuelt konstrueres en kunstig endetarm, en såkaldt “pouch”, der kan forbinde tyndtarmen med endetarmsåbningen, så afføringen igen kan komme ud det sædvanlige sted.
Livsudsigterne er gode, under forudsætning af, at man følger den medicinske behandling. Der er således ikke flere colitis ulcerosa patienter, der har behov for invalidepension end i den øvrige danske befolkning. En patient med colitis ulcerosa har ikke kortere levetid end andre mennesker, og ligeledes bevares evnen til at få børn. Det er især indenfor det første år, at patienterne bliver opereret, herefter er det relativt få. Der er ikke øget risiko for kræftudvikling i tyktarmen hos danske patienter, hvis man går til regelmæssige lægekontroller, og tager sin medicin ved opblussen af sygdommen. Det er vigtigt at være i livslang forebyggende behandling med 5-aminosalisylsyrebehandling.
Sygdommen er kronisk, og kan ikke helbredes, og man bør blive fulgt af en speciallæge i medicinske mavetarmsygdomme.
Crohns sygdom er en betændelsestilstand eller snarere en inflammation, hvor der ikke kan påvises bakterier, virus eller parasitter. Betændelsen kan forekomme fra mundhule til endetarm, men sidder oftest i den sidste del af tyndtarmen, hvor tyk – og tyndtarm møder hinanden i højre side af maven. Inflammationen går dybt ned i tarmslimhinden og kan danne såkaldte fistler, som er kanaler fra tarmen til huden eller andre tarmområder.
Årsagen er ukendt. Der er enighed om, at der er et vist arveligt moment. Men der er dog kun cirka 10 % af patienterne, der har andre tilfælde i den nære familie. Der er således også ydre faktorer, som man ikke kender, som er med til at sygdommen opstår.
Halvdelen af patienterne er under 30 år, når sygdommen starter. Den bryder oftest ud i ungdommen, men kan opstå både i barndommen eller senere i alderdommen. Sygdommen er ca. 40 % hyppigere hos kvinder end hos mænd. Sygdommen er kronisk, og smitter ikke.
De hyppigste symptomer er mavesmerter og diarre. Senere kan man få feber og vægttab. Smerterne vil typisk sidde i højre side af maven.
En særlig form af Crohns sygdom kan medføre, at der udvikler sig bylder og såkaldte fistler ved endetarmsåbningen.
Diagnosen stilles ved undersøgelse af tyktarmens slimhinde ved hjælp af en kikkertundersøgelse af tyktarmen ved en koloskopi. I forbindelse hermed tages der små vævsprøver fra slimhinden. Da sygdommen ofte kan sidde i tyndtarmen, vil der være behov for supplerende undersøgelser enten ved en MR scanning af tyndtarmen eller en scanning. En anden mulighed er en kapselendoskopi. Ved en kapselendoskopi sluges en lille kapsel, som tager indvendige billeder af tyndtarmen.
Behandlingen går ud på dels at dæmpe inflammationen, når sygdommen er i udbrud, dels at nedsætte risikoen for udbrud, når sygdommen er i ro.
Behandlingen er afhængig af, hvor udbredt sygdommen er. Behandlingen er i langt de fleste tilfælde medicinsk.
Det hurtigste og kraftigst virkende middel, vi har til dette, er binyrebarkhormon.
Et binyrebarkhormon-præparat, budesonid har færre bivirkninger end prednisolon, men dette stof virker kun lokalt, i den nederste del af tyndtarmen, hvis det gives i tabletform, og har derfor kun anvendelse, hvis sygdommen er lokaliseret der, og kun der. Budesonid har, ligesom Prednisolon i øvrigt, ikke effekt som forebyggelse mod nye udbrud af Crohns sygdom.
Er det nødvendigt med langvarig behandling, benyttes ofte azathioprin. I modsætning til prednisolon, hvis virkning indsætter øjeblikkeligt, varer det 2-3 måneder før azathioprins fulde virkning kan forventes.
Der findes også andre immundæmpende præparater i dag, nemlig infliximab, Humira og methotrexate.
5-aminosalicylsyre har ikke samme dokumenteret effekt som hos patienter med colitis ulcerosa.
Rygning vides at forværre situationen og øge risikoen for opblussen.
Livsudsigterne er gode, under forudsætning af, at man følger den medicinske behandling. Der er således ikke flere patienter med Morbus Crohn, der har behov for invalidepension end i den øvrige danske befolkning. En patient med Morbus Crohn har ikke kortere levetid end andre mennesker, og ligeledes bevares evnen til at få børn.
Nogle vil have symptomer flere gange om året, mens andre har lange sygdomsfri perioder. En tredjedel af patienterne bliver opereret det første år med sygdommen, og herefter er det ca. 5 % pr. år, hvor denne behandlingsmulighed bliver aktuel. Årsagen til operation er som regel bindevævsagtige forsnævringer på et tarmstykke.