Analfissur er en tilstand, hvor der dannes rifter i huden omkring endetarmsåbningen. Analfissur er en relativt udbredt lidelse, og den forekommer også hyppigt hos børn. Selvom det som regel drejer sig om små rifter, er de ofte forbundet med en del ubehag (blødning, smerter, svie, kløe).
Smerterne er som regel værst i forbindelse med toiletbesøg og umiddelbart efter. Hvis det bløder, er der gerne tale om små mængder helt friskt lyserødt blod, som altid stopper umiddelbart efter toiletbesøg. Tilstanden kan optræde som en enkelt episode, men nogle har mere vedvarende gener. Kronisk fissur med vedvarende rift og smerter ses især hos voksne.
Den mest almindelige årsag er hård afføring og i sjældne tilfælde langvarig diaré. Tilstanden skyldes et misforhold mellem endetarmsåbningens kapacitet og den afføring, som skal passere. Man er særligt udsat for at få en rift ved forstoppelse. Det kan også være en følgetilstand efter analt samleje. Men i mange tilfælde finder man ingen sikker årsag til, at analfissuren er opstået. Når der opstår en rift, reagerer lukkemusklen ofte med sammentrækning (spasme), som yderligere kan forværre smerterne.
Det er flere ting, du selv kan gøre, som styrker huden og hindrer sprækkedannelser.
Forstoppelse kan behandles og forebygges ved kostændringer. Spis mad med flere fibre i. Husk at drik rigeligt med væske
Gode toiletvaner. Undgå at holde på afføringen over længere tid og prøv at gøre toiletopholdet så kortvarigt som muligt
God analhygiejne. Huden omkring endetarmsåbningen må plejes. Tørhed i huden kan reduceres med fugtighedscreme. Hvis afføringen er hård, kan det også hjælpe at smøre med en blød creme, lige før afføringen skal passere. Irritation af huden kan hindres gennem god hudpleje og brug af mild sæbe. Undgå overdreven brug af sæbe – dette øger sårbarheden
Varmt sædebad i mindst 15 minutter 3-4 gange per dag, og efter hver afføring. Det vil gøre lukkemusklen mindre stram og lindre på symptomerne. Den videnskabelige dokumentation for at dette hjælper, er dog tynd
Ved medicinsk behandling bruger man forskellige typer medicin:
Afføringsmidler (volumen-øgende og blødgørende midler) vil hindre forstoppelse og dermed virke både forebyggende og smertelindrende. Afføringen skal være blød og let at komme af med. Anvend rigelig væskeindtagelse, fibertilskud (ex. HUSK) og daglig motion. Milde afføringsmidler f.eks. Magnesia eller Laktulose bør bruges i flere uger, efter at fissuren er helet, og derefter trappes ned gradvist. På denne måde kan man undgå tilbagefald.
Salve med glyceryl trinitrat giver hurtig og vedvarende lindring af smerterne, og vil som regel være det første, lægen anbefaler. Salven smøres på 2-3 gange daglig i 4-6 uger. Det er vigtigt, at cremen/gelen kommer 1-2 cm ind i tarmåbningen 2 gange daglig. Du får recept efter undersøgelsen. Nogle oplever generende hovedpine som bivirkning.
Bedøvende salve kan smøres på ved kraftige smerter, for eksempel før hver afføring. Dette kan lindre, men har ingen helbredende effekt.
Det findes også en anden behandlingsform, hvor et stof sprøjtes ind i området rundt om riften (botulinum-injektion). Dette stof virker ved at afslappe muskler og spændinger i vævet omkring såret og fører til, at såret heler hurtigere. En Botox-indsprøjtning eller et lille snit i lukkemusklen – foregår på hospitalet.
Eneste effektive forebyggende foranstaltning er at undgå forstoppelse.
De fleste rifter heler, hvis afføringen reguleres. Medicinsk behandling og i få tilfælde operation, kan dog blive nødvendigt. De fleste rifter forsvinder efter behandling.