Tidsbestilling onsdag kl. 13-18 og torsdag kl. 13-17 på: +45 72 13 60 00

Jægersborg Allé 14, 1. sal, 2920 Charlottenlund

Gastroskopi

 

Gastroskopi er en undersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Til dette benyttes et gastroskop, som er en tynd bøjelig slange på tykkelse med en lillefinger. Slangen føres gennem munden ned i spiserøret og maven og videre til tolvfingertarmen. Undersøgelsen kan afsløre sygelige forandringer i spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen, som for eksempel refluks, mavekatar, kræft eller mavesår.

Forberedelse
For at lægen skal kunne gennemføre undersøgelsen skal man være fastende. Det vil sige at du ikke må have spist eller drukket 6 timer inden undersøgelsen.
Hvis du får livsvigtig medicin, må du godt tage denne med et lille glas vand om morgenen.

Tabletmedicin mod sukkersyge bør du vente med til efter undersøgelsen.

Hvis du tager mavesårsmedicin (Nexium, Losec, Lanzo, Pantoloc eller Omeprazol), bør dette undlades 1 uge før undersøgelsen, da dette letter muligheden for at påvise mavesårsbakterier. I stedet kan anvendes håndkøbsmedicin mod mavesyre (Acinil, Kuracid eller lignende).

Hvis du tager blodfortyndende medicin (Marevan) bør du pausere med dette 3 dage før undersøgelsen.

Undersøgelsen
Undersøgelsen foregår i venstre sideleje efter en let lokalbedøvelse i svælget. Herved mindskes ubehagelige reflekser. Skønnes det nødvendigt kan beroligende gives i en blodåre i armen, således at du slapper af. Hvis du har protese, fjernes denne før undersøgelsen. Ved undersøgelsen bærer du tandbeskytter.

Du vil blive bedt om at synke og lægen fører gastroskopet gennem din mund og spiserør ned i mavesækken videre til tolvfingertarmen.

Små vævsprøver (biopsier) til nærmere undersøgelse kan tages smertefrit samtidig med, at undersøgelsen udføres.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?
Selve gastroskopien varer ca. 5 minutter og du vil umiddelbart efter undersøgelsen få resultatet at vide. Er der taget vævsprøver foreligger svaret normalt efter ca. 1-2 uger.

Bivirkninger
Det gør i reglen ikke ondt at få foretaget undersøgelsen, men når der pumpes lidt luft ned i mavesækken under undersøgelsen, kan det give en let trykkende fornemmelse og trang til at ræbe.

Komplikationer
Undersøgelsen anses for sikker, og med en meget lille risiko (mindre end 0,1%) for komplikationer. Ellers er det oftest let svien i halsen eller luft i tarmene som er ganske forbigående.

Observation efter undersøgelse
Har du fået beroligende medicin under undersøgelsen vil du som regel skulle observeres lidt, men ellers kan du gå hjem med det samme. På grund af lokalbedøvelsen må du ikke spise og drikke den første time efter undersøgelsen, da der ellers vil være risiko for fejlsynkning. Efterfølgende kan du genoptage normale aktiviteter.

Har du fået beroligende medicin, må du ikke føre bil samme dag.