Tidsbestilling onsdag kl. 13-17 og torsdag kl. 13-17 på +(45) 72 13 60 00
Tidsbestilling onsdag kl. 13-17 og torsdag kl. 13-17 på +(45) 72 13 60 00

Fordøjelsen

Munden

Den første del af fordøjelseskanalen er munden. Tænderne splitter maden op og tygger maden til små bidder, som blandes med spyt. Spyttet fungerer som et smøremiddel og indeholder et enzym som nedbryder stivelse.
Spiserøret
Den næste del af fordøjelseskanalen er spiserøret. Når du synker, glider maden ned i dette 30-40 cm lange muskulære rør og gennem en muskelring ved overgangen til mavesækken (mavemunden). Når man synker, er muskelringen afslappet, og fødeklumpen kommer ned i mavesækken.

Mavesækken

I maven sørger muskler i mavesækkens væg for at fødeklumpen blandes godt med de safter, som mavesækken udskiller. Maden nedbrydes da i endnu mindre bidder.
Mavesækken rummer ca. 1½ liter og bevæger sig hele tiden, så maden bliver findelt. Når maden forlader mavesækken, fortsætter den ud i tyndtarmen, hvor nedbrydningen fortsætter. Drikkevarer løber hurtigst videre, mens fed mad ligger der længst. Mavesækken er som regel tømt cirka fire timer efter, du har spist.

Tyndtarmen

Tyndtarmen er 3-5 meter lang og har et areal på størrelse med en tennisbane. Tyndtarmen har til opgave at fortsætte findelingen af maden og optage vand og næringsstoffer fra maden.
Efter behandling af føden i mavesækken føres madklumpen videre til tyndtarmen. Her segmenteres og blandes madklumpen vha. muskler i tarmen. Der tilføres væsker fra tarmepitelet, bugspytkirtlen og galdeblæren for at hjælpe med fordøjelsen og absorptionen af maden og neutraliserer saltsyren fra mavesækken.

Når madklumpen er blevet behandlet med fordøjelsessekreter, kan tarmen optage de nedbrudte næringsstoffer gennem tarmepitelet. Herfra føres stofferne via blodet videre til leveren, som spiller en stor rolle i reguleringen af særligt sukkerniveauerne i blodet.

Tyktarmen

Når den fordøjelige del af maden er absorberet i tyndtarmen sendes madklumpen videre. Nu er den en vandholdig blanding med ufordøjelige stoffer. Tyktarmens største rolle er at få madklumpen til at have den rigtige konsistens, og der suges ca. 90-95 % af vandindholdet ud af madklumpen.

Tyktarmen er en direkte forlængelse af tyndtarmen. Den er næsten 1½ meter lang og dobbelt så tyk som tyndtarmen. Hvert døgn tager tyktarmen imod 1-2 liter bearbejdet føde og vand fra tyndtarmen. Madklumpen passerer langsomt tyktarmen i løbet af 12-70 timer og føres videre til endetarmen, som til sidst udstøder madklumpen som fæces.

Endetarmen

I bækkenet munder tyktarmen ud i endetarmen. Endetarmen er knap 15 cm lang og kan udvide sig nedadtil, så den kan opsamle en del afføring, inden det er nødvendigt at tømme tarmen. Fordøjelsessystemets sidste del er endetarmsåbningen, som har to ringformede muskler. Når afføringstrangen kommer, får reflekser tyktarmen og endetarmen til at trække sig sammen samtidig med at endetarmsåbningen slappes.

Føl dig sikker!

Anne Birgitte Haaber

Speciallæge i intern medicin (1998) og i medicinsk gastroenterologi (1999).

Anne har tidligere arbejdet som overlæge og uddannelsesansvarlig på gastroenheden, medicinsk sektion, Herlev-Gentofte Hospital.

Desuden har Anne været uddannelsesansvarlig overlæge og undervist som klinisk lektor på Københavns Universitet. Anne er en benyttet foredragsholder. Qua Annes store erfaring med kikkertundersøgelser, bliver Anne ofte opfordret til at deltage i forskningsprojekter.

Er du dækket?

Klinikken har overenskomst med Den Offentlige Sygesikring og aftaler med førende forsikringsselskaber.